Julehilsen/Nyhedsbrev

Julebrev 2016

Kære medlemmer

Julen står for døren og med den en velfortjent juleferie. Efter at have sørget for eleverne er det nu tid til at sørge for jer selv. Kredsstyrelsen sender ønsker om glædelig jul og godt nytår til jer alle.

Inden ferien sætter ind, kommer her årets sidste nyhedsbrev fra kredsformanden. Nyhedsbrevet omhandler følgende emner:

 

·         Fællesseminar

·         Lønstigninger

·         Status på EDUCA

·         Resultatet af spørgeskemaundersøgelse

·         De regionale møder om evaluering af Bilag 4 i forbindelse med OK15 Generalforsamling 2017

 

Fællesseminar I starten af december blev der afholdt et fællesseminar med deltagelse af TR, AMR, ledelse, forvaltning og kreds. Formålet var bl.a. at følge op på implementeringen af skolereformen. Forud havde alle indsendt opmærksomhedspunkter på ting, som man ikke synes fungerer optimalt. På seminaret blev der delt viden på kryds og tværs. Der var afsat tid til, at de enkelte skolers TRIO (ledelse, TR og AMR) kunne dykke ned i det, der var mest vigtigt for dem og sammen lave handleplaner for, hvordan man kommer videre. Alle skoler præsenterede en god ide, som de gerne ville dele med andre. Vi havde også besøg af forhandlingsleder Søren Viemose, som gav råd om, hvordan man gennemfører en dialog og en proces, så alle føler sig hørt. Derudover var der også indlagt fællesaktiviteter, bl.a. en times korsang. Det giver en fællesskabsfølelse at synge sammen. Det gjorde seminaret også. Der er givetvis mange ting, der kan blive anderledes og bedre, men vi har flest elever, der er glade for at gå i skole: Det er ikke mindst lærernes og børnehaveklasseledernes fortjeneste og det blev også gentaget mange gange undervejs. Der er mig bekendt ikke lavet et tilsvarende arrangement tidligere – hverken i Sønderborg eller på landsplan. Det gav også medieomtale efterfølgende og jeg tror bestemt ikke, det var sidste gang, vi laver noget sådant.

 

Lønstigninger 2017 starter med en lønstigning. Men før I går ud og køber en ekstra julegave til jer selv, vil jeg lige advare om, at det ikke er voldsomme beløb, vi taler om. Det drejer sig om 300-400 kr om måneden. Tjenestemænd og andre forudlønnede mærker det allerede i januarlønnen, mens vi andre må vente til februar, før stigningen kan ses på kontoen.

 

Status på EDUCA Som I ved, meddelte KMD i oktober, at de havde købt Min Uddannelse og at det er den platform, de fremadrettet vil satse på. Forvaltningen har siden været i gang med at finde ud af, hvad der så skal ske. Den 24.11 blev der afholdt møde med forvaltningens it-konsulent, superbrugere, praktikere og ledere. Samme dag havde udviklingschef Connie Buch møde med KMD og de andre kommuner, der bruger EDUCA. KMD fortalte her, at de kan flytte alle data. De kan flytte os over på MinUddannelse, så alle er klar til det nye skoleår. Genimplementeringen planlægges sammen med KMD og kommunerne vil få samme konsulenter tilknyttet som i implementeringen af EDUCA.

 

Sønderborg er, sammen med 10 andre kommuner, brugere af Educa, men tre af kommunerne, Sønderborg, Esbjerg og Nyborg, er samtidig bundet op på en SKI-aftale. SKI står for Statens og Kommunernes Indkøbsservice og det er et fællesskab, som en del kommuner indgår i, for at spare penge på indkøb. Fordi vi er med i SKI er situationen lidt anderledes for os. Vi har kontrakt med Educa frem til 2019, med mulighed for forlængelse til 2021. En kontrakt på EDUCA kan ikke umiddelbart videreføres til MinUddannelse. VI har tre måneders opsigelse. Vælger Sønderborg at opsige kontrakten, kan man gå videre med en udvælgelsesproces af en anden platform. Der pågår pt afklaring mellem SKI og KMD – I hører nærmere, når vi ved noget mere.

 

Spørgeskemaundersøgelse I slutningen af oktober udsendte vi et spørgeskema til alle skoler. Spørgsmålene omhandlede arbejdstid og arbejdsforhold på skolerne i Sønderborg Kommune. Af de knap 800 lærere og børnehaveklasseledere svarede 455, det gav en svarprocent på 55. Heraf havde 96 valgt at skrive kommentarer, hvilket vi er meget glade for. Selvom jeg godt kunne have ønsket mig en svarprocent, der var højere, så er resultatet alligevel validt nok til, at vi kan bruge det til noget. Jeg vil ikke her gå i detaljer med besvarelserne, da de er sendt ud til ledere, TR og AMR, så der kan arbejdes videre med dem på den enkelte skole. Der er forskel på besvarelserne fra skole til skole og det er muligt at sammenholde det lokale resultat med kommuneresultatet. Overordnet ser det fornuftigt ud, men der er også plads til forbedringer…

 

De regionale møder om evaluering af Bilag 4 i forbindelse med OK15 I forbindelse med Overenskomst 2015 blev der lavet et bilag til overenskomsten med 15 punkter omhandlende arbejdstid og opgørelse af arbejdstiden. Samtidig forpligtede overenskomstens parter sig til en evaluering efter et år. Som led i denne evaluering var TR, ledere, kreds og forvaltning inviteret til Vejen i november til et evalueringsmøde, sammen med andre kommuner. Vi kunne konstatere, at der er en verden til forskel på, hvordan arbejdsvilkårene er. Overordnet var der et billede af, at i de kommuner, hvor der er aftaler, er tilfredsheden større end der, hvor der intet er.

 

Generalforsamling 2017 Den 22. marts 2017 er der generalforsamling i Sønderborg Lærerkreds. Det er ikke valggeneralforsamling denne gang. Alligevel vil vi gerne se så mange som muligt og derfor meldes datoen ud allerede nu. Så sæt kryds i kalenderen – vi vil forsøge at gøre aftenen vedkommende og indholdsrig J

 

Tilbage er der kun at ønske jer god jul og godt nytår. Tak for det gamle, for jeres input og sparring. Tak til de tillidsvalgte for jeres indsats. Må jeres jul blive akkurat som I gerne vil have den, sammen med dem, I allerhelst vil være sammen med. Vi ses igen i 2017.

 

De bedste hilsner til jer alle

 


Annette van Buren
Kredsformand, Sønderborg Lærerkreds

Emner

Målgruppe