Nyhedsbrev februar

Nyhedsbrev fra kredsformanden, februar 2017

Kære medlemmer

Der er udsigt til dagsfrost og vinterferie. Mens vi venter på foråret, er her et nyhedsbrev med info og det er især de af jer, som ikke har optjent retten til ferie med løn, som skal læse nedenstående ekstra grundigt.

Ferie uden løn?
I Sønderborg Kommune har vi kollektiv ferielukning i ugerne 28, 29, 30, 42 og 7. Er du nyuddannet - eller er du nyansat og kommer fra en kommune, hvor den kollektive ferielukning er anderledes, kan du komme til at mangle en uges løn, hvis du ikke har et feriekort med fra en tidligere ansættelse. Det er dog muligt at melde sig ledig, hvis du er medlem af en a-kasse. Det kræver, at du melder dig ledig på 1. ledighedsdag, som er mandag i uge 7. Er du i tvivl om, hvorvidt du har optjent retten til ferie med løn, så kontakt kredsen på 091@dlf.org

Inklusionsundersøgelsen
Inklusionsundersøgelsen, som kredsen har lavet blandt medlemmerne i Sønderborg, er nu slut. Over 60% af jer har svaret. Vi siger tak for indsatsen. Overordnet kan vi se, at en meget stor del af jer har elever med specielle behov inkluderet i jeres undervisning, men mange føler ikke, at de er uddannelsesmæssigt rustet til opgaven. Mange steder er der ved fastlæggelse af arbejdsopgaven ikke taget højde for, at der er inkluderede elever i klassen.

Til gengæld kan vi se, at skolernes resursepersoner spiller en afgørende rolle, når der er behov for hurtig rådgivning og vejledning.
Kredsstyrelsen drøfter pt, hvordan vi får resultaterne fra undersøgelsen videreformidlet og drøftet med alle relevante parter.

Educa
KMD har meddelt, at de godt ved, at de er kontraktligt forpligtede til at videreudvikle på Educa. Men Sønderborg vil sandsynligvis være den eneste kommune, som de skal videreudvikle for, da de 10 andre kommuner nok vælger andre løsninger. Det gør, at forvaltningen er bekymret for kvaliteten af det tilbud, vi i så fald får, hvilket er fuldt forståeligt. Som jeg tidligere har nævnt, har forvaltningen valgt at se på andre udbydere, i samarbejde med superbrugere og praktikere fra skolerne. Der blev holdt et møde i november, hvor der blev givet input til, hvad et nyt system skal kunne. Den 8. og 9. februar er andre udbydere indkaldt til at præsentere deres produkter. Hver skole vurderer så med et rating-system og skolernes input samles af it-styregruppen og it-teknikgruppen, hvorefter der træffes en endelig beslutning.

Kvalitetsarbejdet på skole- og dagtilbudsområdet
Er afsluttet og har resulteret i en rapport og 15 anbefalinger, som det politiske udvalg skal behandle den 8.februar. Det går herfra videre til byrådet og derefter i høring. Sønderborg Lærerkreds har inviteret forvaltningsdirektør Carsten Lund til vores TR-møde den 23. februar, hvor han vil gå i dybden med de 15 anbefalinger og TR vil få lejlighed til at stille spørgsmål forud for høringsfasen.

Forflyttelsesrunde for skoleåret 2017/18
Efter vinterferien går arbejdet med at få overblik over personalesituationen for det kommende skoleår i gang. Den 23. marts skal lederne melde ind, hvis de har ledige stillinger på deres skole i det kommende skoleår. Disse offentliggøres herefter.

Intern frivillig forflyttelse
På skoler, hvor der vil være overtallige lærere i skoleåret 2017/18, vil man få mulighed for at ønske en intern frivillig forflyttelse til en af de skoler, som kommer til at mangle lærere. Det er således kun på de skoler, hvor man kan se, at man skal af med lærere, at det er muligt at søge intern, frivillig forflyttelse. Lærere, der ønsker frivillig forflyttelse, vil blive inviteret til samtale på den modtagende skole. Et ønske om frivillig forflyttelse vil blive imødekommet i videst mulig omfang og får man ikke sit ønske imødekommet, vil et afslag blive begrundet.

Intern tvungen forflyttelse
Hvis der ikke findes nogle/nok, som ønsker frivillig forflyttelse, går man videre til en intern tvungen forflyttelsesrunde. Denne finder sted den 6. april. De kandidater, der måtte komme i spil til en tvungen forflyttelse, vil være udvalgt efter kendte kriterier, som er vedtaget i LMU.

Ekstern rekrutteringsrunde
Efter den tvungne forflyttelsesrunde vil de stillinger, som ikke er besat, blive opslået eksternt på Sønderborg Kommunes hjemmeside. Der er altså tale om et fælleskommunalt opslag, i lighed med tidligere år. Ansøgningsfristen er 21. april og samtalerunderne starter kort herefter. Vær opmærksom på, at hvis du ønsker at søge stilling på en anden skole i den eksterne rekrutteringsrunde, kan du bede om, at dit navn fjernes fra den fælleskommunale liste, så kun den skole, du har søgt på, kan se dit navn. Men det er noget, du aktivt skal oplyse om – det sker ikke automatisk!

På nuværende tidspunkt har vi ikke overblik over, hvordan personalesituationen ser ud. Men vi vender tilbage med nyt, når det haves.

Generalforsamling i Kreds 91
Finder sted den 22. marts kl. 18.00 på Humlehøjskolen. Der vil komme indkaldelse ud i uge 9. Der er tilmeldingsfrist 8.3.17, da der som vanligt serveres smørrebrød og vi gerne vil vide, hvor meget mad, der skal bestilles. Så sæt kryds i kalenderen og mød op til et par hyggelige timer med kolleger fra egen og andre skoler.

Har du emner, som du gerne vil have taget op på generalforsamlingen, skal disse være kredsen i hænde senest 8.3.17. De kan sendes til mig på anbu@dlf.org

Trænger du til at forkæle dig selv?
Så har Sinatur-hotellerne et medlemstilbud i resten af 2017. På udvalgte dage kan man få et medlemstilbud med overnatning, en to-retters menu og morgenmad for 495,- kr pr person. Tilbuddet skal bestilles direkte til hotellet og man skal opgive sit medlemsnummer ved bestillingen. Hotellerne ligger alle i naturskønne omgivelser og er bestemt et besøg værd. Spørg din TR, hvis du ønsker mere info.

Kredskontoret i vinterferien
Vi holder lukket, men er der noget, som ikke kan vente, kan vi træffes på 091@dlf.org

Send en mail med navn og telefonnummer, så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Rigtig god ferie til jer alle

Annette

Annette van Buren
Kredsformand
Sønderborg Lærerkreds

Emner

Målgruppe