Nyhedsbrev forlig OK18

Sønderborg 280418

Kære medlemmer

Så landede vi et forlig. Men ikke den arbejdstidsaftale, vi havde håbet på.

I månedsvis har vi stået skulder ved skulder og krævet en løsning for alle. Fagbevægelsens fællesskab har været historisk og lagt et pres, som har givet resultater, man aldrig havde opnået på egen hånd. Chefforhandler Flemming Vinther udtrykte det på denne måde: ”Hvis vi ikke havde stået sammen, var vi blevet hældt ned af brættet hurtigere end man kunne stave til Ib”. I skrivende stund venter vi på staten.

Der var tre pinde, vi gik ind i forhandlingerne med: Spisepause, løn og en arbejdstidsaftale for lærerne. Fællesskabet kunne levere på de to første. Musketér-eden rakte til at få arbejdsgiver til forhandlingsbordet, men ikke til at lave en egentlig arbejdstidsaftale for lærerne. Det er jeg enormt skuffet over og jeg ved, I har det på samme måde.

Som nogle af jer er klar over, vikarierer jeg i hovedstyrelsen frem til sommerferien. Jeg har derfor været ganske tæt på forhandlingerne. Et fuldstændig vanvittigt forløb, hvor DLF har fremlagt det ene forslag efter det andet, justeret, koordineret med de andre og hver gang er det endt med, at der ikke kunne findes et fælles grundlag. At finde et fælles grundlag med udgangspunkt i Lov 409 er ikke en option i ret mange læreres øjne og næppe heller noget, vi ønsker at blåstemple ved en urafstemning.
Anders har knoklet og der er en kæmpe respekt for hans indsats.

Det anspændte forhandlingsforløb gjorde, at vi lokalt har oprustet til konflikt. Fordi jeg ikke kunne se, at vi ville ende andre steder. Konflikt-perspektivet har ikke været opløftende. Ikke fordi jeg er bange for en konflikt, den tager jeg gerne, hvis jeg mener, vi kan opnå noget, der er bedre end det, vi har. Det tror jeg bare ikke på vi kan denne gang.

På de andre områder er knasterne nu ved at være høvlet af. Dermed er der risiko for, at vi ville blive isolerede. Arbejdsgiver ved lige nøjagtigt, hvad vi har i strejkekassen og så kunne vi få lov til at tømme den, mens de ventede på, at befolkningens opinion vendte sig mod os. En sådan konflikt ville sandsynligvis blive afsluttet med et lovindgreb, som bare er en forlængelse af Lov 409.

Hvor vil et sådant scenarie bringe os hen? Siden 2013 har vi levet i konstant mistillid til bl.a. KL, efter deres smædekampagne og det efterfølgende overgreb. Siden 2013 er vi gået på arbejde, har forsøgt at navigere så godt som muligt og overlevet, i en tro på, at på et tidspunkt måtte alle kunne se, at noget er helt galt. Siden 2013 har vi forsøgt at ranke ryggen og passe vores arbejde og fortrænge de nedsættende ord og bemærkninger, vi måtte lægge øre til. Siden 2013 har vi set kolleger forlade faget, fordi de enten ikke kunne eller ville tåle de betingelser, de skulle arbejde under. Siden 2013 har vi set elever udvandre til friskoler, som er underlagt andre vilkår end vores. Hvorfor kan arbejdsgiver så ikke se det?

Et element i aftalen er, at vi skal have en undersøgelseskommission.  I dette forløb er det, jeg er mest skuffet over, at det er nødvendigt med en kommission,  for at få bevist det, vi godt ved i forvejen. Hvorfor kan KL ikke bare tro på det, vi siger? Men fakta er, at det kan de åbenbart ikke. Og det er det, vi er nødt til at forholde os til og handle ud fra.
I princippet havde KL ikke behøvet at indgå i en undersøgelseskommission. Det rummer nemlig en risiko for dem selv. For kan man afvise at handle på resultater, man selv har været med til at fremskaffe? KL kunne bare have fastholdt, at der ikke var noget at tale om og at vi kunne få Lov 409, version 2.0.

En konflikt ville måske give os følelsen af, at vi i det mindste døde med støvlerne på og værdigheden i behold. Men vi kan ikke blive ved med at drive skole på mistillid. Man kan ikke blive ved med at gå på arbejde i en em af mistillid. På et eller andet tidspunkt skal nogen bryde ud og gøre noget andet for at komme ud af en fastlåst situation.
Vi har gjort det lokalt siden 2013. Vi var nødt til at stole på, at vores egne ledere, forvaltning og politikere faktisk ville et samarbejde. Det var et sats og der er helt sikkert mange ting, som kunne blive endnu bedre lokalt. Men det skal starte et eller andet sted og de erfaringer har andre kredse også gjort.

Det er det sats, vi laver nu, på nationalt plan. Med en ny bestyrelse i KL, som sender signaler om, at de godt ved, at der skal ske noget andet i folkeskolen. Og at der skal tages ansvar på begge sider, hvis skuden skal vendes.

Der er flere ting i forliget, som jeg gerne vil tale med jer om. Der er ting omkring forhandlingerne, som jeg gerne vil, at I skal vide. Der er spørgsmål, I har, som skal besvares andre steder end på de sociale medier. Derfor er planen, at vi inviterer til tre regionale faglig-klubmøder, akkurat som sidst. Man kommer der, hvor det passer bedst og melder sig til på Facebook, akkurat som sidst. Man hjælper dem, der ikke er på Facebook ved at melde dem til. Datoerne får I snarest, vi skal lige afvente en udmelding om datoer for møder med Anders Bondo og tillidsrepræsentanterne først.

Dette forlig skal til urafstemning. Der er ikke tale om en sammenkædning, derfor stemmer vi alene. Om I vil stemme ja eller nej, er naturligvis op til jer. Derfor er møderne vigtige, så I ved, hvad det er, I siger ja eller nej til.

Selv stemmer jeg ja. Ikke et stort, rungede et, som jeg havde håbet på, men et ja med hjertet oppe i halsen. I en erkendelse af, at det var det bedst opnåelige i den givne situation og i en forhåbning om, at arbejdsgiver mener, hvad de siger og at vi på denne måde SAMMEN kan begynde at bevæge os ud af det morads, vi landede i for 5 år siden.
 

Mange hilsner

Annette

Annette van Buren
Kredsformand, Sønderborg Lærerkreds